En dag på jobbet

Micle Moerenhout, IT-projektleder i Afdelingen for IT
| Navn: | Micle Moerenhout |
| Jobtitel: | IT-projektleder i Afdelingen for IT |
Hvordan jeg landede her

Jeg er civilingeniør fra Eindhoven, og kom til Danmark for 3 år siden. Det var kærligheden, der trak. Så var det, at jeg blev tilbudt et vikariat i 3 måneder. Straks efter blev jeg overtalt af min daværende og ihærdige chef til at tage projektlederjobbet på DTU. Det gik så stærkt, at jeg begyndte uden at kende til hverken løn eller andre betingelser. Og jeg har aldrig fortrudt.
Ingen tid til at kede sig
Der er så mange udfordringer hele tiden i jobbet. Jeg lærer nyt hver eneste dag og har faktisk aldrig formået at kede mig endnu. Tænk, jeg får løn for at dyrke min hobby. Vi har det allernyeste grej. Jeg har aldrig nogensinde set mere avanceret udstyr, end vi har.
Høj energi
En anden god ting er de sociale forhold. Ikke kun fredagsbaren, men også måden vi omgås på. Det er uformelt, og alle er forpligtet ikke kun overfor sig selv og opgaverne, men også overfor hinanden. Der er en kæmpe frihed, som den enkelte selv administrerer. Vi har frihed, men også ansvar. Jeg kan arbejde hjemmefra, hvis det er nødvendigt, men giver altid besked om, hvor jeg er. Her er ingen spidse albuer - eller kritiske røster, når der sker fejl. Kun en stemning af ”hvordan kommer vi ud af dette, og hvordan kommer vi videre”. Det er et meget dynamisk sted med masser af energi, som også konstant bliver smittet af den energi, de studerende tilfører stedet. Det passer mig godt at omgås tusindvis af mennesker hver dag.
Gør det der er brug for
En af de store opgaver, jeg har sat mig for, er at få mere fokus på vores arbejde i IT afdelingen. At sælge os selv lidt mere, for man bemærker jo kun vores arbejde, når noget ikke virker. Vi kunne bruge nogle punchlinere a la ”lav hvad kunderne har brug for, ikke hvad de spørger efter” - eller et ordsprog vi brugte, da jeg var racerkører: ”Jo langsommere, des hurtigere går det”, det er jo gennemsnitshastigheden, der tæller.
© Move On Communications / DTU