En dag på jobbet

Controller hos Post Danmark A/S
| Navn: | Kira Christensen |
| Alder: | 29 år |
| Uddannelse: | Cand.merc.mac |
| Jobtitel: | Controller i Finans og Økonomi |
| Første job: | Controller i Post Danmark, i afdelingen Forretningsintegration |
| Baggrund/erfaring: | Studiejob som Controllerassistent i en international konsulentvirksomhed i to år. |

Kira Christensen har som Controller en finger med i spillet, når det handler om at gøre Post Danmark til en succesfuld økonomisk virksomhed. Hun sidder med en del af ansvaret for den løbende opfølgning på virksomhedens økonomi, som hun formidler videre til ledelsen.
Kira Christensen havde store forventninger til arbejdet hos Post Danmark. Hun havde allerede en hel del erfaring som Controller fra sit studiejob og så i jobbet nogle rigtig gode muligheder for at gøre karriere i en stor og mangefacettet virksomhed. Forventningerne blev hurtigt indfriet.
”I Post Danmark er der generelt gode muligheder for at avancere internt, hvilket jeg oplevede efter halvandet år i virksomheden, hvor jeg skiftede til min nuværende stilling i Finans og Økonomi. Den stilling har givet mig rigtig gode muligheder, og samtidig sidder jeg i en stor afdeling, hvor der er mange at sparre med, og alle er dygtige og dedikerede,” siger Kira Christensen.
Controllerjobbet
Når man arbejder som Controller, er hverdagens opgaver meget forskellige. Kira Christensen er overordnet med til at sikre det økonomiske styringsgrundlag til den interne styring i virksomheden. Og på en almindelig hverdag indebærer det et bredt spektrum af forskellige økonomisk relaterede arbejdsopgaver.
”En del af mit arbejde handler om at være med til at sikre, at de økonomiske mål for virksomheden nås, og at der dermed løbende følges op på økonomien i de enkelte forretningsenheder. Samtidig indebærer Controllerjobbet også, at man fungerer som sparringspartner for beslutningstagerne i forretningsenhederne. Derudover udarbejder vi ledelsesrapportering, hvor den økonomiske status sammenfattes, og virksomhedens udfordringer formidles,” siger Kira Christensen, der ser det at udarbejde relevant information til ledelsen som en af de vigtigste opgaver i sit arbejde.
”Det essentielle er at kunne klæde direktionen godt på, så de har forudsætninger for at kunne træffe de bedste beslutninger og dermed styre virksomheden i den rigtige retning,” beretter hun og nævner, at det har rigtig stor betydning, at virksomheden er så langt fremme i forhold til de arbejdsområder, hun beskæftiger sig med.
”Post Danmark er en professionel og moderne virksomhed især på områder som økonomistyring og ledelsesrapportering. Det betyder noget, at her tænkes så innovativt, og at virksomheden har et stort fokus på at kvalitetsoptimere,” siger Kira Christensen.
Stort ansvar
Med direkte rapportering til direktionen i virksomheden er det klart, at jobbet som Controller også indebærer et stort ansvar.
”Controllerjobbet i Post Danmark er kendetegnet ved en stor delegering af ansvar. Virksomheden har en flad struktur, og det er rart, at vores ledere altid er meget tilgængelige, hvis man har en opgave, man har behov for at drøfte,” siger Kira Christensen, der er begejstret for den tillid, medarbejderne bliver vist hos Post Danmark. ”For mig er arbejdet som Controller utroligt motiverende, da det er et afvekslende og ansvarsfuldt job med en bred kontaktflade. Der er en høj grad af frihed til at finde nye løsningsmuligheder i opgaveudførelsen samtidig med, at der er et stort fokus på procesoptimering,” fortæller Kira Christensen.
Vidste du, at...
© Move On Communications / EMB