Dit første job

Fra studerende til EU-politiker over night

For Emilie Turunen tog livet som almindelig anonym studerende en markant drejning, da hun i juni 2009 blev valgt ind i Europaparlamentet. Her fortæller hun om springet fra ukendt RUC´er til medieombejlet toppolitiker, og om sine første 100 dage som parlamentets absolutte Benjamin og nye mediedarling.

En karriere som fuldtids Europapolitiker lå ikke ligefrem i kortene for Emilie Turunen, da hun startede sine studier for fire år siden. Hun var netop gået i gang med den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC og glædede sig til at gå i krig med sit nye studie. Hun var godt nok netop blevet politisk aktiv, men kun som organisator og en af dem, der trækker i trådene bag politikerne. Havde nogen fortalt hende, at hun bare få år senere skulle træde ind på scenen som nyvalgt europaparlamentariker med 37.330 personlige stemmer i ryggen, ville Emilie Turunen have grinet og kaldt det helt hen i vejret.

”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være politiker. Da jeg startede mine studier, begyndte jeg så småt at være politisk aktiv, men kun bag kulisserne. Og selvom jeg hurtigt fik lyst til at kaste al min tid ind i politik, så jeg aldrig mig selv som én af dem, der skulle stå foran scenen. Men det ene skridt førte til det næste. I 2008 blev jeg formand for SFU, og da nogen fra partiet spurgte, om ikke jeg havde lyst til at stille op til Europaparlamentet, tænkte jeg: Hvorfor ikke? Og nu står jeg altså her,” siger Emilie Turunen, da Karrierevejviseren møder hende til en snak om springet fra anonym RUC´er til medieombejlet europapolitiker og om hendes første mil som professionel politiker.

Hun har sat os stævne en fredag på Christiansborg, hvor hun fremover kommer til at tilbringe en af ugens fem arbejdsdage. De øvrige fire vil hun være at finde på sit nye kontor i Bruxelles eller Strasbourg eller et eller andet sted på farten midt imellem. Sådan ser ugeprogrammet i hvert fald ud lige nu for den 25-årige europapolitiker. Men måske ændres det hen ad vejen. For Emilie Turunen føler sig stadig lidt frem og tager en dag ad gangen for at være sikker på at få sig selv med efter den markante drejning, som hendes liv har taget de sidste seks måneder.

Alt er nyt i mit liv
”Kigger jeg bare et halvt år tilbage, er ikke ret meget i mit liv det samme mere. Dengang levede jeg en stille og rolig tilværelse med min kæreste i vores lejlighed på Nørrebro og pendlede mellem København og Roskilde. Selvfølgelig havde jeg et vist ansvar som SFU-formand, men rækkevidden af ansvaret var jo slet, slet ikke det samme. I dag har jeg to husholdninger. Jeg pendler mellem Bruxelles og København flere gange om ugen og har en chaufførordning i parlamentet. Men den største omvæltning er uden tvivl, at jeg som lovgiver nu pludselig har fået et ansvar, hvor jeg kan påvirke 500 millioner europæeres liv. Og det tynger. Ikke sådan at jeg fortryder. Men det får mig til at tænke, at så må jeg virkelig sørge for at gøre det så godt, jeg kan,” siger Emilie Turunen og bedyrer, at hun stædigt holder fast i nogle af sine gamle vaner. Derfor cykler hun stadig, når hun kan i København og har også købt en cykel i Bruxelles. På den måde håber hun på bedre at kunne bevare noget af den gamle Emilie, fra før det hele tog fart.

Og det gjorde det ret præcist søndag den 7. juni. Den dag var der Europaparlamentsvalg i Danmark, og noget overraskende for de fleste skulle Emilie Turunen vise sig at blive en af de helt store stemmeslugere. Dermed sikrede hun sig pladsen som SFs anden kandidat i parlamentet efter Margrete Auken. Pressen havde heller ikke lige forudset Emilie Turunens valgsucces, og derfor fik hun allerede på valgaftenen stiftet bekendtskab med en ny fast følgesvend i hendes liv som politiker. Nemlig pressen.

”Jeg var slet ikke mentalt forberedt på det medieshow, der ventede mig på valgaftenen, og det var faktisk ikke særlig rart. Jeg havde inviteret min kæreste og mine nærmeste ind, for at vi kunne være sammen. Men kun lige inden for døren hev Natasha Crone fat i mig, og så røg jeg ellers fra kamera til kamera resten af aftenen,” siger Emilie Turunen om sin uventede mediemæssige ilddåb, der skulle vise sig at fortsætte nogle uger endnu. Først i de danske medier, som i dagene efter kårede hende til det nye danske politikerhåb og næste potentielle kvindelige statsminister. Og et par uger senere i den europæiske presse, der på Europaparlamentets første samling hurtigt udså sig Emilie Turunen som den store tophistorie og nye mediedarling. Med sine 25 år er hun nemlig det yngste medlem af Europaparlamentet. Det at håndtere pressen var derfor en af de allerførste kompetencer, hun fik lært at håndtere i sin nye rolle som europapolitiker.

Det politiske arbejde venter
Siden hen har mediepostyret omkring Turunen dog lagt sig igen. Og det har givet hende luft til at kunne koncentrere sig om sin nye hverdag som fuldtidspolitiker og dermed tage hul på de konkrete opgaver, der allerede venter foran hende.

Den første og mest presserende har handlet om at få opbygget et nyt sekretariat og ansætte nye medarbejdere i Bruxelles sammen med kollegaen Margrete Auken.

”Det er fantastisk spændende at få lov til at bygge noget op helt fra grunden. Både den del der handler om at få styr på vores praktiske hverdag, men også den del der handler om at sætte et godt hold omkring os. Jeg har nu fået ansat en rådgiver og en praktikant, og sammen har Margrethe og jeg ansat en presserådgiver. Det føles super privilegeret at have fået nogle rigtig kompetente mennesker omkring sig,” siger Emilie Turunen, som ikke lader sig presse af, at hendes nye ansatte nærmest alle er ældre end hende. Hun befinder sig fint med rollen som den, der sætter ting i gang og folk i sving, og desuden er der en klar rollefordeling mellem alle på kontoret.

”Vi har en stor respekt for hinanden og det, vi hver især kan. Jeg er politikeren, og de er der jo på grund af mig. Længere er den ikke. Og derfor føles det faktisk heller ikke mærkeligt, at min rådgiver for eksempel er ti år ældre end mig,” siger Emilie Turunen.

Stejl læringskurve
Derudover har den første mil i Emilie Turunens nye hverdag handlet om skridt for skridt at få styr på, hvordan det egentlige politiske arbejde foregår i Europaparlamentet. Det er en hård læreproces, for alting er nyt, og hver dag har sin egen stejle læringskurve. Både når det handler om at varetage hendes rolle som nyvalgt vicepræsident for Den Grønne Gruppe, som SF er en del af i parlamentet, men også når det handler om det egentlige politiske arbejde som at deltage i udvalgsmøder og forberede sig til plenarsamlinger. Og endelig at få fod på forretningsgangene og forstå, hvordan politik formes i Bruxelles – både på det officielle og på det uofficielle plan.

”Det er ufattelig meget, jeg skal lære. Og jeg sidder nogle gange med en stor bunke af papirer foran mig og må tage en dyb indånding. For hvordan skal jeg nogensinde nå at få mig opdateret på det hele? Samtidig kan jeg også nogle gange sidde til møderne og tænke; Hov, hvad foregår der lige her? Er det en procedure, jeg burde kende, eller er det bare, fordi jeg er ny?” siger Emilie Turunen.

Svær rolle at være hende den nye
Hun lægger ikke skjul på, at den følelse ikke huer hende, og at hun derfor på visse dage kæmper en indre kamp for ikke at lade følelsen af at være hægtet af fylde for meget. I stedet øver Emilie Turunen sig på dag for dag at acceptere, at hun er nødt til at lære det her fra grunden, ligesom alle andre før hende har gjort det.

”Jeg har altid været mest vant til rollen som hende, der er længst fremme i skoene. Men lige nu står jeg i en situation, hvor jeg ikke rigtig føler mig på sikker grund, og alle omkring mig ved mere om det, der foregår end mig. Og det er vist det, jeg har sværest ved at vænne mig til i mit liv lige nu. Det der med ikke at være den førende på feltet. Så derfor øver jeg mig i øjeblikket på at give mig selv lov til at føle mig ny og hele tiden sige til mig selv: Jamen, hvor søren skulle jeg vide det hele fra? Og så ellers vente på, at det kommer,” siger hun.

Alt sammen noget jeg elsker
Men trods begyndernervøsiteten har Emilie Turunen bare tre måneder efter at være trådt ned i skoene som fuldtidspolitiker alligevel svært ved at skjule sin begejstring for sit nye arbejdsliv.

”Det her job har alt. Der er både mulighed for at få den faglige fordybelse i udvalgene også for at beskæftige sig med kommunikation. Og så handler en stor del af arbejdet om at kunne organisere og sætte i gang. Alt sammen noget jeg elsker,” siger hun, og hun er helt bevidst om, hvor meget det nye politiske liv kan komme til at trække i hende. Hun er ambitiøs, og det kribler i fingrene på hende for at udnytte den enestående mulighed hun nu har fået for at præge menneskers liv i en positiv retning. Men for ikke at blive så opslugt, at hun helt mister jordforbindelse, har Emilie Turunen bevidst valgt at bevare sin base med sin kæreste i København.

Vender tilbage til studierne senere
Hvordan fremtiden kommer til at tegne sig, når hendes valgperiode er slut, har hun ikke taget stilling til endnu. Og om vejen nu er banet for et langt liv som professionel politiker, aner Emilie Turunen intet om. Hun er dog ret sikker på, at hun på et tidspunkt skal gøre sit studie inden for socialvidenskab og arbejdslivsstudier færdigt. Omend ikke som fuldtidsstuderende.

”Jeg er glad for, at jeg nåede at få afsluttet min bachelor inden valget. Og selvom jeg glæder mig til at fordybe mig 100 procent i det at være europapolitiker, så føler jeg mig ikke helt færdig med studierne. Derfor er jeg sikker på, at jeg skal tilbage til studierne på et tidspunkt, selvom det nok ikke bliver på fuld tid igen,” siger hun. Hun er bekendt med rygtet om, at ´én gang politiker altid politiker´, og at mange eks-politikere kan have svært ved at få job i almindelige virksomheder, fordi de har fået for kraftig en partifarve på ryggen.

”Jeg er ikke bange for, at det her kommer til at ødelægge min karriere. Tværtimod er jeg sikker på, at en erfaring fra europæisk politik vil stå sig godt på mit CV. Indtil videre er det ikke noget, jeg bekymrer mig om. Jeg har altid fulgt mit indre drive, uden at det har betydet, at jeg har kastet mig hovedløst ud i noget. Men jeg har ladet mig styre af min energi, og det har altid været en god idé. For det har åbnet nye sider af mig selv, som jeg ikke vidste, jeg havde. Derfor tror jeg, at man skal passe på med at have en for fastlåst idé om sin karriere. Man skal gå efter sit drive og sin energi. Man kan alligevel ikke planlægge den perfekte karriere på forhånd,” slutter Emilie Turunen.

© Move On Communications / Emilie Turunen