En dag på jobbet

Fuldmægtig i Trafikstyrelsen
| Navn: | Frank Johansen |
| Alder: | 30 år |
| Uddannelse: | Cand.scient.adm. |
| Jobtitel: | Projektmedarbejder |
| Baggrund/erfaring: | Har gennem studiet beskæftiget sig med projekter orienteret mod kollektiv trafik og udlicitering. |

I toget er tiden ikke altid Frank Johansens egen. Han er selv togpendler og samtidig opmærksom på, hvordan kundetilfredsheden i den kollektive trafik kan forbedres. Han erkender, at det er en arbejdsskade, men det alsidige arbejde i passagerernes tjeneste motiverer Frank Johansen.
Frank Johansen er på vinderholdet. I takt med at benzinpriserne stiger, øges den politiske opmærksomhed over for den kollektive trafik, som tilføres flere og flere ressourcer. Det medfører muligheder og behov for kapacitetsudvidelser på området og giver gunstige betingelser for Frank Johansens arbejde med at udarbejde udbudsmateriale for tog- og færgetrafik samt at følge op på overholdelsen af de kontrakter, som Trafikstyrelsen har indgået.
Mange bolde i luften
Arbejdet i Trafikstyrelsen, som kun har fem år på bagen, giver rige muligheder for udfordringer. Den vækst og det fokus, der er?på?trafikområdet, gør, at der ofte bliver oprettet nye stillinger og tilført nye opgaver til Trafikstyrelsen, som man bliver tilbudt eller kan byde ind på. Frank Johansen har da også fremtidsdrømme om en rolle som projektleder, men for tiden har han nok at se til med de mange projekter, han som fuldmægtig er tilknyttet. Eksempelvis indgår han i et nært samarbejde med den operatør, der bliver ansvarlig for togdriften på Kystbanen mellem Helsingør og Malmø. Op til driftsstart ligger der et stort forberedende arbejde for både operatøren og Trafikstyrelsen. I den forbindelse skal Frank Johansen ved de månedlige møder tilse selskabets fremdrift og vurdere, hvorvidt projektet overholder de økonomiske rammer. Senere, når selskabet går i drift, bliver hans rolle at håndhæve kontrakten og vurdere, om operatøren sikrer kriterierne om rettidighed og kundetilfredshed.
Dette er blot én af de mange bolde, der skal holdes i luften. Sideløbende jonglerer Frank Johansen med et genudbud af jern-banetrafikken i Midt- og Vestjylland samt opgaver inden for statens færgeområde. Men alsidigheden slår ikke Frank Johansen ud – tværtimod. ”Jeg oplever arbejdsformen som udviklende, fordi jeg hele tiden har mulighed for at trække på mine erfaringer fra de sideløbende projekter,” forklarer han.
Ikke kun fra A til B
I Trafikstyrelsen handler det ikke kun om at komme hurtigt og billigt fra A til B. Der er stor fokus på tilfredsheden – ikke alene blandt passagererne men også hos medarbejderne. Frank Johansen oplever de åbne kontorlandskaber som et godt billede på styrelsens uformelle kultur, da det skaber en uundværlig dynamik i teamarbejdet, hvor et spørgsmål hurtigt kan drøftes via ping-pong hen over skrivebordet. ”Desuden sender det et signal om tilgængelighed, hvilket er vigtigt for koordineringen af opgaverne,” fremhæver han.
Et spørgsmål om synliggørelse
Man kommer ikke langt i livet som forsvunden fuldmægtig, og Frank Johansen påpeger, at vejen frem er at synliggøre, når man er moden til at påtage sig mere ansvar. For hans eget vedkommende er hans grundighed, faglige kvalitet og overholdelse af tidsfristerne ikke gået ubemærket forbi ledelsen: ”På genudbuddet startede jeg som sparringspartner under udarbejdelsen af udbudsmaterialet, men blev hurtigt hovedskribent på to af bilagene,” fortæller Frank Johansen, der dog ikke har fastlagt en langsigtet karrierevej, da hans fokus for tiden er rettet mod at sikre høj kvalitet i de forskellige projekter til gavn for passagererne.
Vidste du, at...
© Move On Communications / Move On Communications