En dag på jobbet

Procesingeniør i Haldor Topsøe
| Navn: | Anders Børsting |
| Alder: | 28 år |
| Uddannelse: | Civilingeniør i kemi og kemiteknik |
| Jobtitel: | Procesingeniør |

Da Anders Børsting efter studiet skulle vælge fremtidig arbejdsplads, var han ikke i tvivl. I Haldor Topsøe var der i kraft af virksomhedens størrelse og forretningsområder plads til interne jobrokeringer, så han langsomt kunne pejle sig ind på det helt rigtige. Men han ramte plet i første hug.
Det var opgaverne, der fangede Anders Børstings opmærksomhed, da han stod med stillingsopslaget i hånden. Som procesingeniør i Haldor Topsøe fik han mulighed for at være med til at designe kemiske anlæg fra scratch og følge dem under opstarten rundt omkring i verden.
I dag, 3½ år senere, er det de samme faktorer, der driver ham. Han sidder i miljøafdelingen, hvor han og kollegerne designer anlæg, der er i stand til at behandle de svovlholdige afgangsgasser fra raffinaderier og andre kemiske industrier, så de udenlandske kunder kan slippe en renere gas op i atmosfæren og dermed overholde miljølovgivningen, der hele tiden opstrammes. ”Det holder motivationen i top, når man rejser ud og ser, at det, man har været med til at designe på papiret, tager form i virkeligheden,” fortæller han.
Fornemmelse for hele processen
Rejseaktiviteten er afgørende for Anders Børstings forståelse for arbejdet. Han indgår i et team med ingeniører fra virksomhedens øvrige afdelinger, hvor hans ansvarsområde ligger inden for det procesmæssige og kemitekniske vedrørende anlæggets udseende og udstyret til behandling af gassen. Når han har udarbejdet de tekniske specifikationer og sendt dem ud til de potentielle leverandører, står han for godkendelsen af de indkomne tilbud. Herefter rejser han ud og kontrollerer, at udstyret overholder det, der står i tilbudet og købsordren, før der kan gives grønt lys for opstarten af anlægsbyggeriet. Når anlægget er bygget færdigt og skal sættes i drift, arbejder Anders Børsting sammen med kundens procesoperatører og ingeniører og fungerer som supervisor under opstarten. ”Rent fagteknisk lærer jeg meget af at følge hele processen og komme ud og se anlægget blive sat i drift. Det giver en bedre forståelse for, hvorfor eksempelvis en kontrolventil skal sidde et bestemt sted,” forklarer han.
Selvstændigt arbejde
Men også på det personlige plan er arbejdet fyldt med udfordringer. I starten følger nye medarbejdere en erfaren medarbejder og er med som føl ude på anlægget og til møder med kunden. Men så snart man i samarbejde med sin leder vurderer, at man kan klare mosten, rejser man alene ud og superviserer opstarten. ”Det er vigtigt at være ordentligt klædt på til arbejdet. Når jeg befinder mig i Kina eller Chile, er kollegerne ikke mere end et telefonopkald væk, men pga. tidsforskellen er der mange komplekse beslutninger, jeg selv må træffe i situationen,” forklarer Anders Børsting, der rejser mellem 40 og 100 dage om året.
Meget at lære
I kraft af det store ansvar og selvstændige arbejde er den faglige stolthed tilsvarende stor, når testen af et anlæg viser, at det fungerer i henhold til de garantier, som er formuleret i kontrakten. Og Anders Børsting, der stadig har meget at lære, er da også sikker på, at han bliver i sin nuværende stilling i et godt stykke tid endnu. Han er i samarbejde med sin nærmeste leder i gang med at undersøge mulighederne for at supplere de interne tekniske kurser med kurser i projektledelse med henblik på en dag at blive hovedansvarlig for projekterne.
Vidste du, at...
© Move On Communications / Move On Communications