En dag på jobbet

Projektleder hos GEO
| Navn: | Peter Folsted |
| Alder: | 32 år |
| Uddannelse: | Diplomingeniør fra Aalborg Universitet – speciale i geoteknik og anlægsteknik (2002) |
| Jobtitel: | Projektleder |
| Baggrund/erfaring: | Var tidligere ansat i Hercules Fundering (NCC). |

GEO opererer til lands og til vands, og det samme gør projektleder Peter Folsted. Han nyder, at arbejdsdagen både foregår i felten i tæt kontakt med kunderne og på laboratoriet og kontoret i Lyngby sammen med kollegerne.
Projektleder Peter Folsted har netop ført tilsyn med et stort anlægsprojekt for Banedanmark i Ringsted og er nu i gang med at organisere de avancerede laboratorieforsøg for Fehmern Bælt Broen. Med sit speciale i geoteknik og anlægsteknik og en god portion erfaring fra entreprenør- og byggebranchen kan han varetage en række forskellige opgaver i forbindelse med diverse anlægsprojekter. Det får han lov til hos GEO, hvor hans job som projektleder blandt andet handler om at optimere en byggeproces:
”Jeg møder typisk kunden, som er bygherren, i starten af et projekt, hvor byggeriet stadig ikke er startet og reelt set kun eksisterer på tegnebrættet. Og så er det min opgave som projektleder at rådgive, så han får det bedste og mest holdbare resultat såvel teknisk som økonomisk. Det er selvfølgelig et stort ansvar, da min vurdering i sidste ende er afgørende for udfaldet at projektet. Men det er også det interessante ved mit job, at jeg er med til at sikre, at byggeprojekterne bliver omsat til virkelighed,” siger Peter Folsted, der blev ansat som projektleder hos GEO i 2006 og siden har set sit job udfolde sig i et omfang, han aldrig havde drømt om.
”Jeg er glad for variationen i mit arbejde. Den ene dag er jeg på byggepladsen, den næste på laboratoriet eller hos bygherren, og den tredje er jeg på konference,” siger han.
Peter Folsted rådgiver om både jordlag, havbund og budgetter
For ham og GEO spiller det ingen rolle, om der skal bygges en ny havmøllepark eller en 10-etagers parkeringskælder. Han undersøger sammen med geologer fra GEO de aktuelle funderingsforhold for at give bygherren et bud på anlægsprocessens omfang, pris og tidsramme.
”Jeg tager altid udgangspunkt i kundens ønsker. Inden for de rammer han opstiller, er det så mit job at optimere anlægsprocessen. Det er et større puslespil, der skal gå op. Men det er det, der gør det så spændende,” forklarer Peter Folsted og forklarer, at det kræver en tæt dialog med kunden at finde den bedste løsning. De mange møder med kunder og underleverandører har sikret ham et stort netværk i en lang række virksomheder.
Hos GEO bliver man ikke puttet i en boks
På GEOs kontor i Lyngby sidder Peter Folsted sammen med 130 kolleger. Hos GEO går man op i, at medarbejdernes profiler er brede, og at medarbejderne får lov til at rotere rundt mellem forskellige projekter og afdelinger. Af samme grund er der i virksomheden rig mulighed for at komme på efteruddannelse og følge fagspecifikke kurser, som gør det muligt for medarbejderne hele tiden at dygtiggøre sig. ”Min erhvervserfaring har jeg for eksempel fra en mere praktisk kant, hvor jeg arbejdede i entreprenørverdenen. Men da GEO lægger vægt på, at vi som medarbejdere ikke skal puttes i én bestemt kasse, er det muligt for mig at prøve andre arbejdsprofiler af også. Og den mulighed for omskiftning er noget af det bedste ved mit job. Det betyder, at jeg nu sidder med mere rådgivende opgaver og derfor har reel indflydelse på, hvordan et stort byggeri skal realiseres, og det er da stort,” slutter han.
Vidste du, at...
© Move On Communications / EMB