Inspiration
Øg din markedsværdi
Mange virksomheder er skeptiske over for at ansætte helt nyuddannede akademikere. Det kan derfor være nyttigt for dig at kende til de tilskudsordninger, der findes. Det vil nemlig ofte være dig selv, der skal gøre virksomhederne opmærksom på de forskellige muligheder, de har for at få tilskud til din ansættelse. I denne guide kan du læse om de forskellige tilskudsordninger, der findes lige nu og om, hvilke andre muligheder du har for at øge din markedsværdi, imens du søger job.

Af Rasmus Bøttcher Christensen,
kommunikationskonsulent,
Ingeniørernes A-kasse (IAK)
Virksomhedspraktik
Når du som ledig akademiker søger ud i en privat virksomhed, kan du tilbyde virksomheden at prøve dine kompetencer af i op til fire uger helt uden omkostninger. Det forudsætter kun, at virksomheden bliver godkendt som ’praktikvært’ af jobcentret, og at der ikke er for mange ansatte, der er i tilskud samtidig. I praktikperioden får du ikke løn, men i stedet en aktiveringsydelse, som svarer til de dagpenge, du ellers ville være berettiget til. Virksomhedspraktikken giver dig mulighed for at undersøge den pågældende branche i praksis, og du vil få noget af den joberfaring, som arbejdsgiverne efterspørger. Dette gælder, uanset om det fører til efterfølgende ansættelse eller ej. Du bliver forsikret via jobcenteret, og du får befordringsgodtgørelse efter de gældende regler.
Løntilskud til ansættelse hos private virksomheder
Det er også en god idé at gøre de private virksomheder opmærksom på, at der måske er mulighed for at opnå løntilskud, hvis de ansætter dig. Løntilskuddet i 2009 udgør 64,87 kroner i timen, men dine løn- og ansættelsesvilkår følger den almindelige overenskomst på området. Hensigten er at give dig muligheden for at ’bide dig fast’ i virksomheden, så din ansættelse fortsætter, når løntilskudsperioden ophører. Der tages udgangspunkt i en periode på seks måneder, men du har mulighed for at blive ansat med løntilskud i op til ét år, og du har derfor god mulighed for at styrke dine faglige kvalifikationer.
Du skal være opmærksom på, at løntilskudsperioden og ansættelsesperioden er to forskellige ting. Selvom tilskuddet kun varer i seks måneder, kan ansættelsen godt vare længere.
Det er jobcentret, der afgør varigheden af forløbet og om den virksomhed, du søger ansættelse i, kan få tilskud. Der er dog nogle krav, som skal opfyldes, for at du kan blive ansat med løntilskud. For eksempel skal din ansættelse være en nettoudvidelse af virksomhedens medarbejderstab. Virksomheden må altså ikke fyre en person og så ansætte dig til at lave det samme arbejde. Desuden skal du have været ledig i 26 uger for at kunne blive ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver. Når jobcentret har godkendt virksomheden, dig og dine arbejdsopgaver, er vejen banet mod dit nye job.
Videnpiloter til udviklingsprojekter
Videnpilotordningen er et populært tilbud til små og mellemstore virksomheder om ansættelse af en højtuddannet medarbejder til at gennemføre et konkret udviklingsprojekt. Det kan være, at virksomheden har et projekt, som de ønsker gennemført. Eller måske har du selv et godt projekt, som du gerne vil gøre til virkelighed i en virksomhed for at komme inden for døren. Både nyuddannede og erfarne kan blive videnpiloter, men du skal dog mindst have en bachelorgrad eller en diplomingeniøruddannelse for at komme i betragtning.
Virksomheden kan opnå tilskud i minimum seks måneder og maksimum 12 måneder. Tilskuddet udgør 10.000 kroner per måned. Hertil kommer, at virksomheden kan få et yderligere tilskud på op til 50.000 kroner til køb af mere viden til projektet, for eksempel rådgivning eller efteruddannelse af videnpiloter.
Virksomheden ansøger direkte til Videnskabsministeriet om tilskud til din ansættelse som videnpilot, men da ordningen er meget populær, har der været tidspunkter, hvor der ikke har været nok penge. Derfor kan det være nødvendigt, at spørge Videnskabsministeriet, om der er penge lige nu, inden du går i dialog med virksomheden. Du kan læse mere på www.videnpiloter.dk.
Tilskudsjob i det offentlige
Når man skal have erfaring, netværk og en platform, hvorfra man kan søge job, kan det også være en god idé at søge ind i det offentlige. Staten, regionerne, kommunerne eller én af de organisationer, der får mindst 50 procent i offentlig støtte, er gode muligheder, hvor du kan prøve dig selv af i et konkret job. Her kan du udføre fagligt relevant arbejde og danne netværk med kolleger, der har en faglig baggrund, som ligner din. Din praktiske erhvervserfaring kan desuden suppleres med kurser, hvor jobcentret hjælper med vejledning og eventuel finansiering.
I et tilskudsjob i det offentlige får du løn svarende til dine dagpenge. Hvis du er ansat i et område, hvor du ellers ville være omfattet af en pensionsordning, skal arbejdsgiveren betale både din og arbejdsgiverdelen af pensionen oven i din løn. Du får desuden befordringsgodtgørelse efter gældende regler. Også her skal jobbet udvide medarbejderstaben, og det er jobcentret, der godkender oprettelsen af jobbet.
Frivilligt arbejde
Selvom praktik- og tilskudsordninger giver dig en stor fordel, når du skal søge job, er det også meget vigtigt, at du udnytter ledighedsperioden optimalt ved at få en masse erfaring, der optimerer dine kvalifikationer, og styrker din markedsværdi. Det er derfor en god idé at arbejde frivilligt, da det samtidig viser, at du har interesse, gåpåmod og overskud. Frivilligt arbejde fremmer karrieren, da virksomhederne efterspørger praktisk erfaring, uanset om arbejdet er lønnet eller ej. Du må dog ikke udføre frivilligt arbejde, som almindeligvis kunne udføres på lønnede vilkår.
Du kan for eksempel arbejde frivilligt med kommunikation, projektledelse, strategiudvikling og mange andre job, der kan udvide din organisatoriske erfaring. Det gode ved frivilligt arbejde er, at du kan engagere dig alt efter tid og overskud. Du kan prøve det af i en afgrænset periode og samtidig få styrket CV’et og din viden om branchen. Du kan finde konkrete jobopslag og læse mere om mulighederne på www.frivilligjob.dk.
Kurser for ledige
Især som nyuddannet og nyledig har du også mulighed for at deltage i kurser, hvor du samtidig får dagpenge. Mange a-kasser udbyder for eksempel jobsøgningskurser for nyuddannede og ledige, som det kan være givtigt at deltage i for at få sparket gang i jobsøgningen og lære de forskellige metoder og værktøjer at kende, som kan gøre vejen til jobbet kortere.
Når du er i første ledighedsperiode, det vil sige de første ni måneder, du er ledig, kan du få uddannelsesydelse, hvis du deltager i fuldtidskurser på videregående uddannelser. Kurset skal vare fra en til seks uger og betragtes som heltidsundervisning, og du skal være mellem 25-60 år.
Du kan ofte finde kurser, som er ydelsesberettigede, på for eksempel Copenhagen Business Academy, Ingeniørhøjskolen i København og Danmarks Journalisthøjskole i Århus, men udbuddet ændrer sig løbende, så hold godt øje og søg flere informationer på din a-kasses hjemmeside, hvor der også er en genvej til ansøgningsblanketten. Hvis du deltager i kurser, der styrker dine kvalifikationer og faglige profil, kan du derfor gå ud af en ledighedsperiode med en styrket markedsværdi.
Bliv klogere om aftenen
Du kan også følge traditionel aftenskoleundervisning samtidig med, at du får dagpenge, så du kan udvide din viden og få mere erfaring. Der er ingen begrænsning på antallet af timer. Derfor kan du også følge aftenskoleundervisning samtidig med andre kurser. Åben Uddannelse i op til seks timer om ugen er endnu en mulighed for at tage opkvalificerende kurser, hvis uddannelsen har relation til dit faglige område og din hidtidige uddannelse. Undervisningen har til formål at udvikle dine jobkompetencer i samspil med erfaring fra erhvervslivet. Hvis du er under 30 år eller er fyldt 60 år gælder retten til at følge Åben Uddannelse kun i de første seks måneders sammenlagte ledighed. Det er også vigtigt, at du altid er opmærksom på, hvilke regler der gælder inden for de forskellige kursusmuligheder. For eksempel skal du selv betale for næsten al åben uddannelse. Du kan finde informationer om åben uddannelse på www.vidar.dk.
Selvom du her er blevet præsenteret for nogle af tilskudsordningerne, opfordrer vi dig til, at du holder dig løbende opdateret på området, for der skydes nye projekter og ordninger i gang med jævne mellemrum, mens andre bliver lagt på hylden. Ud over de landsdækkende kan der også være særlige tilskudsordninger og projekter på regionalt plan, som du kan få gavn af, så surf rundt på internettet og se, hvad der findes netop nu.
Der er mange muligheder for at gøre din markedsværdi høj, selvom du ikke har et helt arbejdsliv i rygsækken. Det er bare at gribe mulighederne, du skal dog altid søge a-kassen om tilladelse, inden du begynder på uddannelse eller frivilligt arbejde.
© Move On Communications / Move On Communications