Inspiration

Drop karriereplanerne og følg hjertet

Johan Olsen giver ikke meget for forkromede karriereplaner eller strømlinede jobstrategier. Han mener, at man skal følge sit hjerte og tage afsæt i det, man brænder for. Ellers risikerer man aldrig at blive rigtig glad for det, man laver, og så er man nødt til at vælge om alligevel, lyder det fra forsangeren i Magtens Korridorer, der aldrig har svigtet sin livslange kærlighed til biologiens verden og som i dag er en lige så succesfuld forsker som rockstjerne.

Vi kender ham bedst fra mohikaner-frisuren, den kæmpe mund og stemmen, der leder tankerne tilbage på Kim Larsens velmagtsdage. Johan Olsen, der på få år med sine fandenivoldske gloser har skreget bandet Magtens Korridorer til kultstatus blandt danske rockelskere. Og som med sin hæse vocal har sunget bandet så sikkert ind på den danske rockscene om alt lige fra hesteviser, lorteparforhold og nedture på Milan Allé, at man ikke skulle tro, han nogensinde lavede andet.

Men hvad de færreste ved om det 40-årige musikikon, er, at Johan Olsen rent faktisk har lige så stor succes på den akademiske stjernehimmel som på den musiske. Og at han til daglig lever et skarpt adskilt liv mellem de to verdener. Han starter hver dag med at dyrke proteinmolekylære krystaller på et laboratorium på Københavns Universitet og slutter den som regel med at skrige lungerne ud på scenen eller i øvelokalet som frontfigur i Magtens Korridorer.

Selv vil han gerne have det til at lyde som om, succesen er kommet lidt tilfældigt til ham. Både den som såkaldt krystalograf og som rockmusker. Johan Olsen tror nemlig ikke en pind på det med at leve efter målrettede karrierescenarier eller forkromede strategiplaner for et succesfuldt arbejdsliv. Til gengæld tror han på, at man kommer længst i livet ved at følge sit hjerte. Og så i øvrigt at forholde sig åbent til de muligheder, man støder på undervejs – også dem man ikke lige har listet i karriereplanen. Det har han selv gjort, og det er efter hans egen fortolkning det, der har bragt ham derhen, hvor han er i dag.

”Vi taler meget om i dag, at man skal vide, hvad man vil med sit arbejdsliv og sætte sig nogle mål. Og hvis bare man gør det, så får man succes. Det tror jeg ikke gælder for alle, og derfor har jeg det rent ud sagt ret blandet med begreber som karriereplaner og jobstrategier,” siger Johan Olsen og fortsætter:

”Hvis man har nogle mål i livet, skal man selvfølgelig forfølge dem. Men jeg tror, det vigtigste er at gøre noget, man virkelig brænder for, og som vil gøre en glad i hverdagen. For i det lange løb tror jeg, man får svært ved at blive lykkelig, hvis man knokler frem mod et mål, som nogle andre har fortalt en, at man skal stræbe efter.”

Han har inviteret Karrierevejviseren til interview i privaten i den toværelses på Nørrebro, hvor han bor med sine børn på 10 og 13 år. I askebægeret ryger en formiddagssmøg, ud af højtalerne spiller Kent og over spisebordet, hvor vi sidder, hænger en lang farverig guirlande, som er resterne fra en børnefødselsdag i går.

Johan Olsen har aldrig selv været i tvivl om, hvad hans hjerte bankede for. Han voksede op i et klassisk akademikerhjem i Lyngby. Faren var læge, moren var folkeskolelærer i matematik og fysik, og det var en familie, der satte de naturvidenskabelige værdier højt og hyldede helte som Darwin og Bohr. Forkærligheden for biologiens verden fik han derfor ind med modermælken, og han tog den også selv hurtigt til sig. Alligevel kan Johan Olsen ret præcist datere den dag, det biologiske univers for alvor fik tag i ham.

”Den dag min biologilærer tegnede et DNA-molekyle på tavlen, var nærmest en åbenbaring for mig. For lige dér gik det op for mig, at det molekyle rummer arkitekttegningen til det hele. Og fra det tidspunkt blev jeg fuldstændig opslugt af at studere DNA og proteinmolekyler, ” fortæller Johan Olsen, og det har han faktisk gjort lige siden. Efter gymnasiet kastede han sig over biologistudierne, så hurtigt han kunne få skrabet point sammen til det, og fortsatte her med at dykke længere ned i proteinernes og molekylernes verden. Nogenlunde samtidigt begyndte han langsomt at få gang i sin musiske karriere og var med til at danne Magtens Korridorer i starten af 1990´erne. Bandet skulle dog de første mange år bare forblive et hyggeprojekt efter fyraften og ikke noget, som gruppens medlemmer drømte om eller arbejdede på at drive til en kommerciel succes. Han skrev speciale på Carlsbergs Laboratorier og nåede kun lige at få et kandidatbevis i hånden, før han sendte en ansøgning af sted om et Ph.D.-projekt.

Her slap Johan Olsen igennem nåleøjet uden slinger og brugte derefter de næste år på Center for Krystallografiske Undersøgelser på H.C. Ørsted Instituttet på Røntgenkrystallografiske undersøgelser af proteinmolekyler. Og han blev kun lige færdig med sin Ph.D.-afhandling, da han blev håndplukket til at være med til at opbygge et helt nyt såkaldt krystallografilaboratorium på Carlsberg.

”Det var et kæmpe privilegium og et drømmejob for mig at være med til at opbygge sådan et laboratorium helt fra bunden. Det var en fantastisk lærerig og sjov tid,” siger Johan Olsen. Ansættelseskontrakten lød dog kun på tre år, og da den sluttede, var Magtens Korridorer i mellemtiden gået hen og blevet landskendt på nummeret ´Hesteluder´ i 1998, som Tæskeholdet på P3 havde taget til sig. Det fik Johan Olsen til for første gang at træffe et klart valg i retning af sin musiske karriere.

”Jeg kunne mærke, at musikken begyndte at trække mere i mig, men jeg ville under ingen omstændigheder opgive mit akademiske liv. Og derfor tog jeg den lidt utraditionelle beslutning, at jeg kun ville arbejde som deltidsforsker, velvidende at det nok kunne blive svært at få skruet sådan en stilling sammen særligt tilpasset mine behov,” fortæller han. Og det blev det. Johan Olsen holdt alligevel kompromisløst fast i sin beslutning, og endte med at gå arbejdsløs et år på den konto. Det gav ham masser af tid til at spille musik, men fik ham ikke til at tvivle på sit valg.

”Det var da ikke fedt at være arbejdsløs. Jeg savnede arbejdet på laboratoriet helt vildt og var også med jævne mellemrum ude og besøge mine gamle kolleger på Carlsberg for at snuse lidt rundt i laboratorierne,” fortæller han. Og en dag ringede telefonen med et opkald fra en tidligere bekendt ved Københavns Universitet, som ledte efter en krystallograf. Og som godt kunne leve med, at Johan kun ville være at finde i laboratorierne fra klokken ni til 13, og dermed blev Johan Olsen endnu engang håndplukket. Denne gang til Institut for Molekylær Biologi på Københavns Universitet, hvor han i dag forsker i forskellige afarter af det menneskelige hormon prolaktin, hvis indvirkning på brystkræft man har særligt fokus på i dag.

Og alt imens har det, der startede som et ukendt undergrundsband, stille og roligt udviklet sig til et af Danmarks mest populære rockbands. I første omgang med nummeret ’Hesteluder’, men især fordi Magtens Korridorer i 2005 meldte sig til P3s talentkonkurrence, Karrierekanonen, som gruppen vandt blandt 500 bands. Kort efter stod tre pladeselskaber i kø for at underskrive den første pladekontrakt, og i 2006 udkom den første udgivelse ’Friværdi’, som i 2007 blev efterfulgt af ’Det Krøllede Håb’. Og i efteråret 2009 kom altså gruppens tredje udgivelse ’Milan Allé’.

Johan Olsen holder stædigt på, at Magtens Korridorers succes mere ligger i tilfældigheder end i hårdt arbejde. Og at han personligt aldrig har haft en klar ambition om at drive den musiske side i sit liv så vidt. Til gengæld har han aldrig vaklet i troen på, at det biologiske univers skulle blive ved med at have en central plads i hans arbejdsliv. Også selvom hans succes som musiker har givet ham masser af gode grunde til at skippe molekylerne og dyrke livet som ombejlet rockikon 100 procent. Men hans kærlighed til biologifaget er ganske enkelt for stor.

”Hvis nogen bad mig om at vælge mellem de to sider af mit liv, kunne jeg ikke, og jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden forskningen. Tværtimod kan jeg mærke, at jeg virkelig har brug for begge elementer i min tilværelse, og at jeg henter energi begge steder. Hvis jeg i en periode har været meget ude og spille koncerter, har jeg det fantastisk med at komme tilbage på laboratoriet og bare sidde helt stille og nørkle med et eller andet problem. Så har min hjerne virkelig brug for nogle faste rammer. Men når jeg så har gjort det tilstrækkelig længe, glæder jeg mig til gengæld til at komme ud og stå på en scene og skrige lungerne ud igen. Så de to ting afføder behovet for hinanden i mit liv,” siger han, som i dag er ovenud lykkelig over at have fået skruet et liv sammen, hvor han både kan give den som succesfuld musiker og forsker på en og samme tid. Og selvom en del af forklaringen ifølge ham selv er, at han også har været heldig, erkender Johan Olsen dog, at vejen til succesen både har indebåret valg og fravalg.

”Jeg valgte jo selv at gå arbejdsløs et år, og det var da ikke lutter sjov. Derudover har jeg da også givet afkald på at leve et liv i sus og dus. Og det er der måske ikke så mange andre, der ville have gjort,” siger han og slår ud med armene i sin beskedne toværelses, som altså huser en familie på tre personer, mens han fortsætter. ”For mig betyder det alt, at jeg kan få min store interesse for musik og for forskning til at gå op i en højere enhed. Det er blandt andet lykkedes, fordi jeg ikke også samtidig skal have et stort hus og en dobbeltcarport,” siger han og fortæller videre, at selvom han lever, hvad han selv vil betegne et lykkeligt liv med det bedste fra de to verdener, han holder mest af, er det stadig et liv forbundet med visse omkostninger. Blandt andet den der handler om, at han snart indleder en turné med Magtens Korridorer rundt i Danmark og derfor skal være længere væk fra sine to børn ad gangen, end han overhovedet bryder sig om. Og kigger han tilbage på sit liv med mange timers forskning og arbejde dybt begravet i bøgerne, ved han også, at mange af hans jævnaldrende måske brugte deres ungdom på noget, der måske umiddelbart var sjovere.

”Der har da været nogle år, hvor jeg virkelig bare har brugt al min tid på at have næsen nede i bøgerne, mens mine venner løb rundt og morede sig i byen. Men at nå dertil hvor jeg er i dag som forsker, har bare aldrig føltes slidsomt, for jeg har altid elsket den verden, jeg har fordybet mig i. Og så føles det jo ikke hårdt at skulle give afkald på det andet,” siger han og forklarer, at det lige præcis er derfor, han mener, at det er så vigtigt, at man følger sit hjerte. For gør man det, oplever man ikke de udfordringer, som man møder undervejs, som decideret modgang, men har i stedet lettere ved at gribe dem som muligheder, når de kommer.

Hans klare opfordring til alle der står på tærsklen til at skulle i gang med arbejdslivet, er derfor at mærke godt og grundigt efter indeni, hvad det er, man har mest lyst til. Og at prøve at se bort fra de forventninger, som andre nu måtte have til ens liv.

”Der kører sådan en plade ude i samfundet om, at man kan, hvad man vil, hvis bare man arbejder målrettet nok. Men det er jo ikke rigtigt. Til gengæld tror jeg, at man når længst, hvis man starter med at finde ud af, hvad man virkelig brænder for, og hvad der egentlig gør en glad. For så kommer man hurtigere til at hvile i sig selv, og så kommer tingene også lettere til en. Derfor er man nødt til at starte med at finde ud af, hvad man vil med sit liv,” siger han, og derfor mener han, at hvis det, der gør en lykkelig, er at blive gadefejer, så bør man gå efter det og lade være med at bruge krudt på, hvad alle andre tænker.

”Man bliver ikke lykkelig af at leve efter andres ambitioner og ønsker. Men man kan blive det af at gå efter det, man selv brænder for,” siger Johan Olsen, som samtidig erkender, at det der med at mærke efter er noget, der bliver lettere med alderen.

”Mange spørger mig, om jeg ikke er splittet over både at skulle indgå i en akademisk forskerverden med en type mennesker og samtidig kunne stå på en scene over for helt andre typer. Og det havde jeg måske også været, hvis jeg havde været yngre. For som ung spejler man sig meget mere i omgivelserne og bruger mere energi på at tænke over, hvordan de andre gerne vil have, at man skal være. I dag er jeg 40 og mig selv. Og derfor er der altså nogle valg, der bare bliver lettere med alderen,” slutter Johan Olsen.

© Move On Communications / Move On Communications